Virtuelle Kommunalbestyrelsesmøder

2021-03-11

I dag er det 1 år siden Covid-19 nødvendiggjorde en nedlukning af Danmark. Formålet var at beskytte vores sundhedsvæsen fra en overbelastning og sikre, der var en behandlingskapacitet også til andre alvorligt syge end Covid-19-ramte borgere. Viden og tv-billeder fra bl.a. Italien viste tydeligt, hvad vi kunne risikere at stå overfor også i Danmark. Derfor traf et enigt Folketing en beslutning om nedlukning.

Nedlukningen har været tilfældet i større eller mindre grad lige siden. En kort periode hen over sommeren kunne vi kortvarigt nyde en større grad af bevægelsesfrihed, men siden oktober 2020 har der været restriktioner af forskellig slags.

Det har i Kommunalbestyrelsen også betydet ændringer. Først blev salen, hvor vi holder Kommunalbestyrelsesmøderne tilrettet, så vi sad i enkeltmands-båse. Adskilt af plexiglas kunne vi se hinanden, men ikke på samme måde fornemme hinanden. Det er siden blevet fulgt af fuldstændigt virtuelle i både udvalgene og i Kommunalbestyrelsen. Vi har lært at leve med det, men vænne os til det gør vi nok ikke. Der er bare ikke samme mulighed for dialog og debat virtuelt, som når vi sidder side om side og overfor hinanden i kommunalbestyrelsessalen. 

Vi har gennem en årrække transmitteret Kommunalbestyrelsesmøderne via kommunens hjemmeside (https://brondby.public-i.tv/core/portal/home ). Det sker også selv om vi alle sidder hjemme foran computeren til de virtuelle møder. Så det har vi fundet ud af også kan lade sig gøre. Så meget kan selvfølgelig lade sig gøre - også virtuelt.

Men hold da op, hvor jeg glæder mig til vi atter kan sidde overfor hinanden i Kommunalbestyrelsessalen og tage debatterne der.