Der sker meget nyt på Strandskolevej

2021-03-19

Lionslund har fået en støtteforening. Det kunne man læse i Folkebladet den 17. marts 2021. Jeg synes det er fantastisk at man vil engagere sig på den måde. I det aktuelle tilfælde er det endda en af de ansatte, der er initiativtager og ildsjæl på mange felter. Det er helt sikkert givende for alle parter: Beboere, pårørende og ansatte. Og som politiker, så er det faktisk også betryggende med den form for engagement. Vi ved godt, at vi som kommune og politiker ikke kan genskabe en erstatning for alt det, ens egne pårørende kan klare. Vi forsøger at give trygge rammer, sørger for veluddannet og empatisk personale. Det er derfor opløftende at læse om personer, der yder lidt ekstra og gør lidt mere. Det skal der lyde en stor tak for!

Det er dog ikke det eneste, der sker på Strandskolevej i den ende, hvor Lionslund befinder sig. Efter et langt tilløb, så skal det nu være: Der skal bygges et "nyt Lionslund". Det er tid til at erstatte de rammer, vi i dag kender som Lionslund. Erstatning kommer ca. 100 meter længere mod vest på Strandskolevej, hvor en tom kommunal grund kommer til at danne rammen om "Strandboligerne", som erstatningsbyggeriet er døbt. Arbejdet med at planlægge rammerne for de nye boliger har involveret beboere, ansatte, arkitekter med mere og har stået på et par år. Desværre var det første udkast til den arkitektoniske løsning ikke til at realisere inden for den økonomiske ramme. Derfor er projektet blevet rettet til, og det er nu alles opfattelse, at når projektet sendes i udbud, så vil der komme byggetilbud, der ligger inden for rammen. Så kan vi forhåbentlig indgå en kontrakt med en totalentreprenør i løbet af 4. kvartal i år. Hvis vi er tilsmilet af heldet, så går byggeriet i gang i 3. kvartal 2022 og forventes færdigt 3. kvartal 2023, hvorefter det hele kan tages i brug december 2023.

Samtidigt med erstatningsbyggeriet for Lionslund, så bygges der også 14 rækkehus-boliger fordelt på to etager på grunden. Disse boliger skal erstatte Bofællesskabet Tranumparken, der har til huse i boliger, der trænger til en opdatering. Derfor har vi valgt at bygge nyt til dette bofællesskab på samme matrikel som Strandboligerne.

En oversigt over det samlede byggeri kan du se her nedenunder. De to rækker til højre på oversigten er Stuen og 1. sal på rækkehusbebyggelsen, der skal erstatte Tranumparken.