Private firmaer og tilbud om personlig pleje/hjælp

Sommeren 2016 bød på lukning af en af de private leverandører, der havde Brøndby Borgere som kunder. Det betød en del bøvl og besvær for såvel borgere som forvaltningen. Så havde jeg - lidt naivt - troet, at vi var ovre med den slags oplevelser. Men sandelig om ikke også sommeren 2017 har budt på en konkurs hos en privat leverandør. Igen var forvaltningen fremsynet og hurtigt og fik afbødet de værste konsekvenser for vores borgere. Forklaringen af konkursen var - jf. den administrerende direktør i firmaet - at der var for mange useriøse firmaer, der gik ud og underbød. Det havde så den konsekvens, at netop dette firma havde underbudt yderligere for at "vinde kontrakten". Dermed var der ikke økonomi til at levere den lovede vare til borgerne. Jf. det jeg har lært, så er det også det, man kalder udbud og efterspørgsel, de frie markedskræfter og en konsekvens af liberalisering. Hvordan det kan bruges som undskyldning for at gå konkurs, er jeg ikke helt klar over. Det er lovbestemt, at kommunen skal udbyde disse leverancer til løsning af også private leverandører. Så det kan vi ikke komme uden om med nuværende lovgrundlag. Konkurserne stopper nok først den dag, hvor der kun er 1-2 leverandører tilbage i hele Danmark. Men så kan der jo næppe være tale om et særligt frit valg længere - og så er vi tilbage, hvor det hele begyndte. For mit eget vedkommende, så er jeg ikke overbevist om, at det er en fordel med private leverandører på dette område. Ingen har indtil videre formået at overbevise mig om, at de kan varetage opgaven på betryggende vis.