En veloverstået valgdag

Tirsdag den 21. november 2017 blev en dag med næsten tørvejr i hele tidsrummet fra kl. 08.00 til kl. 20.00. Det var i samme tidsrum, der var åbent for at afgive sin stemme til såvel kommunal-som Regionsrådsvalget. Jeg havde æren af at være valgstyrer på Brøndbyvester Skole. Det blev en sjov, god og dejlig dag på skolen. Perioder med en stille og rolig tilgang af vælgere, og perioder, hvor der var utrolig meget fart på.

Da valgstedet lukkede kl. 20.00 var det tid til optælling. Det betød hektisk aktivitet helt frem til kl. 23.10. På det tidspunkt stod det lysende klart, at der var fremgang til Socialdemokratiet, Dette som det eneste af de partier, der kom i kommunalbestyrelsen. Det hele blev omsat til 11 pladser til liste A, 3 pladser til liste O, 2 pladser til liste V, 1 plads til liste Ø, 1 plads til liste F og endelig 1 plads til liste B. Dermed er alle 19 pladser besat, og Socialdemokratiet har absolut flertal.

Jeg var så  heldig, at en kombination af placering på listen og personlige stemmer - 144 stemmer - førte til en placering i den nye Kommunalbestyrelse. Det er i skrivende stund ikke afgjort, hvilke udvalg, jeg skal være i. Jeg har mine ønsker og mine håb, men dem har jeg p.t. alene delt med vores Borgmester - Kent Max Magelund - så nu afventer jeg at høre nærmere. 

Jeg vil fortsætte med at bruge denne hjemmeside til at formidle tanker og ideer fra den politiske hverdag set fra mit synspunkt. Jeg håber, du vil fortsætte med at kigge med og kom gerne med kommentarer.